Uddrag fra Bare en luder: 
TEKST EX 1:

Salome gyser, da hun springer på hovedet i bassinet. Og allerede inden hun begynder at crawle, men blot glider graciøst gennem vandet og op til overfladen, sender det en eksplosion af gåsehud igennem hende. Det er ikke kun, fordi vandet er køligt, for det er hun vant til. Det skyldes nok mere morgenens feberagtige flugt fra en ukendt morder i en mørkeblå Mercedes. Samtidig minder klorvandet hende om, at hun for mindre end et halvt døgn siden havde stirret ned i det februarkolde, mørke og endeløse dyb under sig.
  Det havde ellers tegnet så godt. Salome elsker at sejle, og alene tanken om skibe og saltvand lokker tit et smil frem på hendes læber. End ikke mågernes hæse, lange skrig er en uskøn lyd i hendes ører. For Salome er det en vild, utæmmet sang.
  Sent om aftenen havde hun netop rundet hjørnet fra byens gadestrøg, da en kastevind uventet ramte hende. En bidende kuling fra de salte oceaner strøg over hendes ansigt, men da hun var nået ned i dokhavnen, havde hun som altid været forventningsfuld. Hun påmønstrede det næsten halvfjerds år gamle skib ”Fortuna”, der lugtede tungt af ædelt træ, dieselolie og maling, og de skulle sejle post, proviant og en frisk besætning ud til de vagtskibe, der er fast stationeret ved oliefelterne i Nordsøen.


TEKST EX 2:

Salome opdagede ikke, at hun frøs. Det begyndte så småt at gå op for hende, at slaveri, udnyttelse og vold ikke kun bliver tolereret, men ligefrem accep-teret i hendes eget lille, lurmærkede land. Den åbenlyse dobbeltmoral gjorde hende så vred, at hun sprang op, tog en dyb indånding og overvandt sig selv:
  - Er her nogen? råbte hun med dødsforagt nede fra kajen.
  Salome havde dårligt nok nået at udtale ordet ”nogen”, før Mercedesmanden stak sit sølvgrå hoved ud af styrehuset. Hver eneste fiber i hendes krop var spændt til bristepunktet, da han kikkede ned på hende. Hun ventede, at han ville gøre noget, eller at han i det mindste ville sige et eller andet. Men der var ikke så meget som en muskel, der rørte sig i hans ansigt.
  - Pokerfjæs, hvæsede Salome ud gennem sammenbidte tænder. Hun stod med tilbageholdt åndedræt, mens sekunderne tikkede af sted.
  - Kan du ikke genkende mig? Salome så direkte på ham, men det var meget mod hendes vilje, at hun var tvunget til at spørge så dumt. Hun vidste, det ikke var den taktisk bedste start på den konfrontation, der kom lige om lidt.
  Mercedesmanden så stadig udtryksløst på hende:
  - Næh, skulle vi to kende hinanden?
  - Tirsdag morgen…, snerrede Salome. Hun kneb øjnene sammen.
  Han rystede på hovedet, som om det var det mest tåbelige, han til dato havde hørt.
  - I trafikhavnen, eksploderede Salome for at ruske op i hans elendige hukommelse. Men hun nægtede at forklare en masse om at blive klippet og få farvet sit hår – og under ingen omstændigheder til en mand, der lod som om, han var fisker, men som bag det tilforladelige ydre dækkede over en luvslidt alfons og kvindemorder.
  - Næh, benægtede Mercedesmanden igen. Han begyndte langsomt, uhyggelig langsomt at gå ned på skibsdækket.
  - Selvfølgelig er det dig. Det kan enhver da se med det blotte øje. Salome var ikke et øjeblik i tvivl, så hun forsøgte at spille lige så koldblodig som ham.
  - Hop om bord! sagde han henkastet, da han nåede hen til hende.
  Mercedesmanden havde strakt sin hånd frem mod hende, men Salome tog den ikke. Hun var blevet bekræftet i, at manden simpelthen var psykopat, sådan som hun for længst var kommet frem til.
  Men så så Salome et hjerteskærende billede for sig. Det forestillede Johannes, som han sidder der under den nøgne pære – ensom, fortabt og lukket ude fra verden og fra alt det og alle dem, han holder af. Derfor havde hun taget tilløb. Og selv om hendes ben rystede voldsomt under hende, havde hun sat af i et overmodigt spring og var sprunget fra kajen, havde grebet fat i ”Stornoway”s lønning og var kravlet over den.
Hun havde en smag i munden af metal, og alle hendes sanser var i alarmberedskab, da hun stod ved siden af ham på dækket.
  - Kom! sagde han.
  Salome var bange for, at han ville skubbe hende på hovedet lige lukt ned i det tomme lastrum. Men billedet af Johannes var klistret fast på hendes nethinde, så hun fulgte efter ham hen til dækslugen. Hun var klar til at kæmpe for sit liv, men så stivnede hun…



TEKST EX 3:

Vladimir glider ned ved siden af hende og tager hende på brysterne.
  - Du kan godt begynde at glæde dig til fars hammer. Vladimir spiller med tungen og savler ned i Salomes udskæring. Han fumler for at finde vej ind under hendes bluse.
  Salome væmmes. Hun væmmes over hans tynde fingre, de alt for prangende guldringe og de koldblodede arme, der snor sig omkring hende. Salome er ved at blive kvalt, men hun er tvunget til at lade som om, hun kan lide det og vil have mere, så hun smyger sig blødt op ad ham og spinder overdrevent. Men Vladimir stinker som et rovdyr – tungt, kvalmende og farligt, så Salome laver en afledningsmanøvre. Hun rækker ud efter vodkaflasken på bordet, skænker op og skåler udfordrende med begge mænd.
  - Min luder… Vladimir tager Salome i skridtet. Hun holder et gisp tilbage, men taber sit glas, så vodkaen løber ned ad hendes bare ben. Vladimir hugger til og kaster sig ned i hendes skød. Han begynder at slikke vodkaen af hendes inderlår og finde vej op til hendes trussekant…
 

Tilbage til forsiden