"Fanø ER paradis. Men for os blev det til et helvede." Sådan sagde jeg 5. juni 2013 i et ti-minutter-langt live-interview om stalking og min bog "Kvinden med den smukke have".

 

 

 

”H.C. ANDERSENSK” OG ”HYPNOTISK”

Ann Bildes nye bog, doku-eventyret ”Kvinden med den smukke have”, er som hendes tidligere fire bøger blevet vel modtaget. Bogen bliver fremhævet både for dens alvorlige emne, men også for dens humor og eventyrsprog.

Siden ”Kvinden med den smukke have” blev lanceret på ”Vinbaren” i Esbjerg den 9. september, har den fået en god pressedækning og mange rosende ord med på vejen. Og bogens alvorlige emne, stalking, bliver taget alvorligt.

Pressedækningen af bogen tæller udover de lokale medier bl.a.:

En stor artikel i Nordjyske Stiftstidendes kultursektion http://www.nordjyske.dk/artikel/10/2845/162/3953455/3/kvinden med den smukke have - læs her som pdf

En helsides i Kristeligt Dagblad med titlen ”Forfølgelse gør dig hjemløs” http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/427758:Liv---Sjael--Forfoelgelse-goer-dig-hjemloes Den artikel kan også ses på www.etik.dk

En video fra boglanceringen på You Tube, lavet af freelancejournalist Teddy Gehrke http://www.youtube.com/watch?v=US_B5Hi9vQc&feature=share

Den mest officielle udtalelse, en forfatter får på en bog, er lektørudtalelsen fra bibliotekerne, og den siger bl.a., at det er:

- ”Et eventyr skrevet i et rytmisk gentagende, bevidst arkaisk og H. C. Andersensk sprog”.

Ja, at sproget er:

- ”Hypnotisk”

Og at bogen er:

- ”Et opildnende opråb til samfundet om at gøre stalking til en forbrydelse”.

Kristeligt Dagblad skrev, at målet med bogen er at hjælpe andre ofre for forfølgelse. Og Nordjyskes kultursektion skrev bl.a., at det ikke er en historie for børn:

- ”Selvom fortællingen har eventyrets træk og sprog, er handlingen desværre alt for sand og grum”.

Bogen fremhæves dog også for sin humor og det billedrige sprog.

Stalking bliver gjort ulovligt

- ”En grusom og tragisk fortælling om kvinden med den smukke have, der er gift med digteren. De forfølges af heksen med ild i håret, mens over- og underøvrigheden intet gør. Og det er immervæk mærkværdigt.”

Således præsenterer landets biblioteker ”Kvinden med den smukke have”, hvor der i øvrigt er lang ventetid på reservering af bøgerne.

Ann Bilde skrev netop bogen for at gøre samfundet og politikerne opmærksom på, at Danmark ikke – som andre lande som bl.a. Holland, Belgien, Tyskland, Storbritannien og USA – har en lov, der gør det ulovligt at forfølge, chikanere, true, overvåge og filme andre mennesker i deres hjem, kort sagt det der kaldes stalking. Men nu har regeringen netop fremsat lovforslag om det og har også flertal.

Det glæder Ann Bilde, som på egen krop har oplevet at blive stalket i 1½ år, uden politiet forsøgte at stoppe det. Den tragiske historie endte med, at hun og hendes mand flygtede over hals og hoved fra deres Fanø-villa, hvor de havde levet og været lykkelige i 17 år.

- Med den nye lovgivning får politiet forhåbentlig ikke bare lovgivningen, men også ressourcerne og viljen til at prioritere stalking som den forbrydelse, det vitterligt er for ofrene. Og derfor er det mit håb, at andre, der kommer i en så ulykkelig situation, får den hjælp fra politiet, de har brug for, så de kan leve trygt og godt i deres eget hjem.

Tingene bliver fortalt på en elskelig og finurlig måde

Selvom Ann Bilde skrev bogen for at gøre opmærksom på, at stalking er et samfundsproblem, der bør gøres noget ved, så er hun selvsagt glad for, at bogen som det litterære værk det også er, får så rosende ord med på vejen som bl.a. ”H.C. Andersensk” og ”hypnotisk”. Også læserne har taget bogen til sig. Hun fortæller, at flere faktisk sammenligner den med H.C. Andersen, f.eks. det, at tingene bliver fortalt på en elskelig og finurlig måde, minder om hans eventyr ”Snedronningen”.

Flere læsere skriver til hende og fortæller, at de både:

- ”Griner og græder og havde svært ved at lægge bogen fra sig”.

 En forfatterkollega skriver tilmed, at det er:

- ”Sublimt. Fantastisk tænkt og skrevet. Du har overgået dig selv. En genistreg. Flot, flot, flot. Min nejen har aldrig været dybere”.

Og en anden forfatterkollega siger:

- ”Det er en perle, du har lavet. Spræl, saft og sproglig kraft. En smertefuld, eksistentiel og smuk historie.

Og rigtig mange siger, at bogens omslag – der er lavet efter en akvarel af den Fanø-/californiske maler Karen M. Eskesen – er:

- ”Elegant og smuk”.