”En velkomponeret hyldest til Fanø

og dens søfartskultur gennem tiderne – og naturligvis – en bredside til erhvervsministeren for hans lukning af Fanøs søfartsuddannelser”

JydskeVestkysten 17.7.2006

 

 

Forfatter Ann Bildes festtale til Sønderho-dag 16. juli 2006 på Møllebanken i Sønderho:

 

HYLDEST TIL SØFARTEN

 

Sønderho er Fanøs smukke skipperby, og Fanø er søfartens ø. I århundreder har Fanø stået i søfartens tjeneste. Generation efter generation har stolt ført Dannebrog til de fjerneste egne og bragt velstand hjem til vor ø og vort land – og gør det fortsat. Fanøs kultur, historie, tradition, identitet – ja, selve Fanøs sjæl – er således søfart – den internationale søfart. Derfor vil jeg i dag på den 78. Sønderho-dag gerne hylde Sønderho og Fanøs søfart.

 

Men først vil jeg rette en stor tak til Vibeke Schøtt og Fonden Gamle Sønderho, den ældste bevaringsforening i Danmark, og som startede Sønderho-dagen tilbage i 1928. I gør et imponerende og uegennyttigt arbejde for at bevare Fanøs enestående og unikke kultur.

 

Danmark er en søfartsnation, en af verdens førende, og her i landet har vi mange charmerende søfartsmiljøer. Fx Fiskerklyngen i Frederikshavn. Der trådte jeg mine barnesko, og der fik jeg saltvand i blodet. Og fx Ærø, en maritim ø ligesom Fanø. Men Ærøs skibe blev kaldt ”Gråspurvene”, fordi de var små og sejlede i de indre, danske farvande. Fanøs skibe derimod var store, de var stolte, og de sejlede på de syv verdenshave – og netop derfor bliver Fanø stadig den dag i dag kaldt ”Stork Island”.

 

Fanø har eksisteret som en ”rav-ø” siden 1.000 år før Kristus. Fanøs sømænd var oprindeligt fattige fiskere – et nøjsomt og robust ø-folk, men også et stolt folkefærd. Og de var hofleverandører – fx til Christian den 9.s kroningsfest. De har gennem generationer og gennem århundreder set livet og døden i øjnene. Og deres pande er mærket af alvor og af savn, men i deres øjne lurer eventyret, når de skuer ud over stranden og de vide horisonter.

 

I 1600-tallet begyndte Fanøs fiskere at sejle som matroser til Ostindien og Vestindien og på hvalfangst i Nordhavet. Mange af dem satte livet til. ”De blev i strædet” – Davisstrædet -  står der i kirke- og tingbøgerne.


 
foto: Michael Martensen


Fanøs storhedstid – Fanøs guldalder - startede den 10. juli 1741. Den dag købte Fanø sig fri af kronen og fik ret til at bygge skibe og drive skibsfart.

I 1799 oprettede skibsfører Niels Michelsen en navigationsskole her i Sønderho. På samme tid underviste skipper Hans Anthonissen i navigation og sømandskunst i Nordby. På et tidspunkt talte Fanø ikke mindre end tre navigationsskoler. Eleverne måtte dog rejse til Sydslesvig for at tage deres eksamen – men de gjorde det oftest med højeste karakter.

  I 1860 fik Fanø officielt sin egen navigationsskole – Frederik Den 7.s Skole, den vi kender som Fanø Navigationsskole. Den blev indviet med pomp og pragt i Toldboden på kongens fødselsdag den 6. oktober.

  I slutningen af 1800-tallet havde Fanø landets næststørste handelsflåde – kun overgået af København, og i 1893 byggede Fanø en ny navigationsskole på Vestervejen. Den ligger der fortsat.

 

Da den i 1993 fejrede 100 års jubilæum kunne Fanø, skolen og søfarten glæde sig over en støt fremgang. I mellemtiden var Fanø Søfartsskole og Danish Offshore School kommet til – og Esbjerg havde i 1912 fået sin Maskinmesterskole. Ved fusionen i 2001 fik de navnet MUV, Maritimt Uddannelsescenter Vest. Og både før og efter fusionen var MUV – ifølge Søfartsstyrelsen - landets ubestridt bedste.

 

Derfor kom det som et chok, da erhvervsminister Bendt Bendtsen den 4. juni 2004 – med en ministerbeslutning - lukkede samtlige Fanøs søfartsuddannelser og flyttede dem alle til sit eget valgområde i Svendborg og på Ærø. Vi var mange, der græd – også Fanøs gæve søfolk og deres Fanø-piger. Lige som jeg er de bekymrede for, at Fanø med årene mister sin søfartskultur. Det vil i givet fald være en kolossal kulturarv, der går tabt – en kulturarv, der er så enestående og unik, at den bør stå på UNESCOs Verdenskulturarvsliste.

 

Derfor drog Fanø i samlet flok – med Fanødragter, folkedansere, spillemænd og borgmester Erik Nørreby  i spidsen - den 10. januar i år til Christiansborg for at aflevere min dokumentarbog ”MUV-affæren” til samtlige 179 folketingsmedlemmer. Tak til folketingsmedlem Kim Mortensen lykkedes det os at få sagen rejst politisk, og lige nu ligger den hos Folketingets formand Christian Mejdahl og i Folketingets øverste ledelse, Præsidiet.

  I disse sommermåneder venter vi spændt på, om Folketingets Præsidium sætter en rigsretssag i gang mod Bendt Bendtsen for brud på Ministeransvarlighedsloven – dvs. en ny tamilsag - eller om vi selv skal anlægge en retssag for inhabilitet og magtmisbrug.

 

Her i dag kan jeg ikke love jer, at Fanø får sin søfart tilbage. Men jeg tror på det – og jeg kan love jer, at jeg og Fanøs skibsførere og styrmænd i MUV-komiteen vil gøre alt, der står i vores magt, for at Fanø får sine søfartsuddannelser tilbage – således at vi kan sikre, at Fanøs søfart også eksisterer og er levende for de generationer, der følger efter os.

 

Stadigvæk den dag i dag er Fanøs søfartskultur levende. Der bor en sømand i hvert 5. hus. Og alt på Fanø – lige fra erhverv, økonomi og bosætning til kultur, identitet, hvordan vi bygger vore huse, danser fannik og sønderhoning, spiller den originale folkemusik… Alt kommer fra de store verdenshave. Alt er skabt af og bygger på den autentiske kultur, som Fanøs søfolk gennem mange, mange hundrede år har bragt med hjem til øen fra hele verden – og fortsat gør det.

 

Så lad os feste i dag på Sønderho-dag 2006 og lad os fejre Fanøs søfartskultur. Lad os hylde Fanøs stolte sømænd og sømandskoner – både dem der kom før os, og dem der lever blandt os i dag. Lad os hylde søfarten! Hylde Fanø - søfartens ø – og hylde Sønderho – Sønderho som ikke kun er Fanøs, men hele Danmarks skipperby – og den prægtigste…